Guide til at vælge det rette bæreredskab

Først og fremmest vil jeg lige sige, at det kan være rigtig svært at finde det perfekte bæreredskab, hvis ikke man kan prøve det på. Men der er dog nogle ting, som spiller ind, som man godt kan læse sig frem til. Her kommer en række ting du kan overveje, når du skal vælge dit nye bæreredskab.

Hvor tålmodig er du?

Er du typen, som ikke har den store tålmodighed, og bare vil i gang på en nem og hurtig måde, så kan en bæresele klart anbefales. Det er en behagelig og nem måde at bære på, og de fleste føler sig trygge ved en bæresele efter få forsøg. En bæresele giver både dig og din baby en god støtte og med den rette sele er det både ergonomisk for dig og baby.  

Bæresele

Der findes også en blanding af en vikle og en bæresele - nemlig en half buckle. En half buckle giver det hurtige sæde, hvor barnet sidder, men giver samtidig komforten ved at kunne binde stropperne, som det passer dig bedst, så du kan justere, som du har lyst til.

Half-buckle

Er du derimod den mere tålmodige type, som gerne vil prøve kræfter med at binde dit redskab selv, er der forskellige typer. En strækvikle, fastvikle eller en ringslynge. De forskellige typer kan du læse lidt mere om her.

Fastvikle, strækvikle eller ringslynge?

Strækvikle

Hvis du har en nyfødt er en strækvikle helt perfekt. Strækviklen kan bindes inden barnet kommer op og man kan tage barnet op og ned uden at skulle binde den om hver gang. Om strækvikler vil jeg fremhæve følgende:

  • Især velegnet til nyfødte 
  • God til hud mod hud
  • One-size, så de passer alle
  • Er oftest lavet i jersey stof og giver sig i alle retninger 

Strælvikle

Fastvikle 

En fastvikle er vævet og giver sig kun diagonalt, som gør, at den støtter dit barn og dig bedre end strækviklen gør, hvilket er vigtigt i takt med, at barnet bliver tungere. En fastvikle skal bindes på ny hver gang, barnet skal op i den. Den kræver derfor en smule mere øvelse end strækviklen, da man i mange stillinger skal holde barnet, mens man binder. 

Fastviklen giver et hav af muligheder for dig og dit barn:

  • Kan bindes på et utal af måder
  • Velegnet til mave, ryg og hofte bæring
  • Velegnet til børn i alle aldre
  • Giver maksimal støtte til dig og baby
  • Kræver lidt mere øvelse end strækvikle

Fastvikler kommer i forskellige størrelser, så det er en god idé at læse vores størrelsesguide inden du køber noget. Størrelsen kan dog også variere alt efter hvad du skal bruge den til. Skal du eksempelvis i gang med rygbæring er det en god idé med en kortere fastvikle end du ellers skulle bruge for at undgå for meget overflødigt stof.

Fastvikle

Ringslynge

En ringslynge er kendetegnet ved et lang stykke stof med to ringe i den ene ende, hvori man binder slyngen. Ringslyngen er især velegnet til dig, som ønsker en hurtig måde at få barnet op og ned på. Ved ringslyngen kan nævnes følgende fordele:

  • Velegnet når det skal gå stærkt
  • Hurtigt at få barnet op og ned 
  • Velegnet til kortere tidsintervaller
  • Kræver ikke indviklede bindinger

Ringslynger findes også i forskellige størrelser, så læs gerne vores størrelsesguide inden, du køber noget. 

Ringslynge

Vil du bære på maven, ryggen eller hoften?

Nogle redskaber er mere egnet til nogle type bæringer end andre. Herunder ses hvilke redskaber, du kan bruge til hvad:

  • Mave: Bæresele, halfbuckle, strækvikle, fastvikle og ringslynge
  • Ryg: Nogle bæreseler, fastvikler
  • Hofte: Fastvikler og ringslynger

Hvad så med blend, vævning og GSM?

Nu bliver det en smule nørdet og det er ikke nødvendigvis noget, du behøver at sætte dig ind i. Hvis du er nybegynder har du helt sikkert masser at tage stilling til i forvejen. Så bliv ikke mere forvirret end højst nødvendig. 

Blend

Blend er blandingen af de forskellige materialer, som et bæreredskab er lavet i. Det kan fx være bomuld, silke, hør eller noget helt andet, som er blandet med hinanden. Blendet er i høj grad en smagssag, men nogle foretrækker eksempelvis uld om vinteren og silke om sommeren. 

GSM

Men hvad så med GSM? GSM er en betegnelse, man bruger om stoffets vægt i gram pr. kvadratmeter. Og hvad skal du så bruge det til? Det kan have betydning for hvor rart det er at bære henholdsvis et let eller tungt barn. En let/tynd vikle kan sagtens bære en toddler, fordi de stoffet er så stærkt, men det kan være tungt for bæreren, hvis det ikke giver nok støtte. En tommelfingerregel er dog, at man ikke skal tænke så meget over GSM - find i stedet en vikle/slynge, du synes er lækker og smuk og passer lige til dig!

Vævning

Og vævningen? Det bliver altså lidt nørdet, når man begynder at kigge på vævningen i vikler, men kort sagt, så siger det noget om, hvor tæt den er vævet, hvor meget stræk der er i og hvordan de forskellige tråde kommer til sin ret. Har du spørgsmål til vævninger i nogle af produkterne på shoppen er du meget velkommen til at skrive eller ringe. 

Jeg er klar til at hjælpe

Som sagt er det svært at finde frem til det perfekte bæreredskab for dig og dit barn uden at prøve det. Jeg håber dog, at du blev lidt klogere på, hvilket redskab du skal gå efter. 

God bærelyst!
Rikke - uddannet slyngevejleder

SE FLOTTE BÆREREDSKABER HER